Stor analyse viser positive tegn
En ny analyse fra A&B Analyse viser flere positive tegn for bymidten i Odense. Resultaterne er tidligere blevet præsenteret ved et af Cityforeningens medlemsmøder, hvor René Frederiksen fra A&B Analyse gennemgik de væsentligste konklusioner.
Blandt de mest markante resultater var, at over 90 procent af de voksne odenseanere jævnligt handler i centrum. For resten af Fyn var tallet 57,5 procent. Analysen afslørede også, at næsten 60 procent af dem, der besøger Odense centrum, er tilfredse med bymidten og gågadeområdet. Samtidig viste undersøgelsen, at butikker, caféer og restauranter supplerer hinanden godt. Cirka hver fjerde af dem, der handler i byen, besøger også en af byens mange caféer og restauranter.
Stadig stort potentiale for forbedring
På trods af de positive resultater viste analysen også, at der er potentiale for yderligere forbedring. Blandt andet kommer 16,5 procent af de fynboer, der besøger byen, kun til centrum én gang om året. Denne frekvens ønskes øget, da oplevelsen for de besøgende generelt er positiv.
Analysen viste også, at der årligt omsættes for over 2,0 milliarder kroner i Odense centrum alene blandt fynboer over 18 år. Dette understregede vigtigheden af at fastholde og tiltrække endnu flere besøgende til byens kerne.
Under præsentationen opstod en god debat blandt medlemmerne af Cityforeningen, særligt omkring de udfordringer og fordomme, der stadig afholder nogle fra at bruge centrum oftere. Et af de mest omdiskuterede emner var parkering og tilkørselsforhold. Mange fynboer har nemlig en opfattelse af, at parkeringen og tilkørslen til byen er problematisk, selvom den faktiske oplevelse ofte er bedre, når de først befinder sig i centrum.
Derfor byggede analysen fin bro til, at Odense Kommune præsenterede den nye fælles parkeringskampagne. Kampagnen, der udføres i tæt samarbejde mellem Cityforeningen og Klima- og Miljøforvaltningen, har til formål at guide bilister nemmere ind til centrum og hen til de mange ledige parkeringspladser, som ofte overses.